1. USA har en befolkning, som traditionelt er stor modstander af indgreb, der kan begrænse den enkeltes frihed – til bl.a. at køre store biler og til at få billig brændstof. Og USA tør ikke tage den diskussion op, at landet har en karmisk forpligtelse til at udligne klimapåvirkninger over for ikke-industrialiserede lande.

2. Kina vil respekteres som ikke bare en stor økonomi, men også – i kraft af sin 1. stråle sjæl – som den vigtigste kommende magt på Jorden. Og Kina ønsker ingen forpligtelser, der på nogen måde tyder på at andre lande bestemmer noget inden for landets grænser.

3. De fleste olieproducerende lande er ikke interesseret i en global omstilling til et oliefrit samfund.

4. Mange fattige lande kom til København med det hovedformål at benytte denne lejlighed til at skælde ud på og at presse de industrialiserede lande.

5. Der er tydeligvis stadigt en stor national egoisme, som ikke kan forventes nedbrudt eller afløst så hurtigt. F.eks. var det tydeligt, at de fleste taler fra de store landes ledere i plenarforsamlingen var mere henvendt til hjemmepublikum end til plenarforsamlingen. En tidligere æras vogten på hinanden og kamp for egne interesser kan ikke så hurtigt afløses af en bred international bevidsthed. 

6. FN har altid været og er tydeligvis stadigt en alt for langsom organisme til store forandringer, så længe der anvendes en model, der vil have alle lande med. FN er kun til den laveste fællesnævner for forandringer!

7. En omstilling til drastiske reduktionsmål på kort sigt er ikke økonomisk realistisk, så længe de nye teknologier ikke er færdigudviklede. F.eks. kan solpaneler om 10 år sandsynligvis halveres i pris i forhold til nu kombineret med dobbelt ydeevne. Dvs. at en investering om 10 år antageligt kan give 4 gange så megen reduktion af Co2-udslip som nu.

Konklusion: Der er ingen at bebrejde for den vage aftale, for vi er på denne klode kun i begyndelsen til et større internationalt samarbejde om et nyt verdenssamfund. Dette samarbejde må udvikle sig i en organisk proces, hvor involverede lande kan følge så godt med, at de rent faktisk kan implementere, hvad der vedtages. Hvis der vedtages for ambitiøse mål, vil landene alligevel ikke leve op til dem. Det har vi set ved Koyote-aftalen.

Vil Jordens overophedning da løbe løbsk?
Alle de informationer/ inspirationer, som vi har fra åndelige verdener, tyder på, at vi ikke får en løbsk og selvforstærkende varmeudvikling. Dette skyldes især 3 forhold:
 

1. Cirka halvdelen af den nuværende globale opvarmning er ikke menneskeskabt. Den skyldes kosmiske forhold, som vi ikke har direkte indflydelse på. Blandt disse forhold spiller den nuværende intensivering af solindstrømningen, som er led i hjertevækkelsen på Jorden, den største rolle: Åndelig varme skaber også fysisk varme.  Den stærkere solindstrømning intensiveres eller aftager efter andre lovmæssigheder end den menneskeskabte del, og den er under guddommelig kontrol.

2. Der er inkarneret overmåde mange tekniske innovatorer fra højere udviklede planeter, som allerede er i gang med at opfinde fremtidens forurenings- og Co2-frie teknologier. Tempoet for at udfase olie og kul bliver derved større end de fleste lige nu forestiller sig. Allerede i 2030-erne ventes de nye teknologier at have taget over i alle de største felter.

3. Menneskeheden er ved at udvikle sig til en ansvarlig verdensdiscipel, der tager ansvar for sine handlinger. Hvis vi er for sene til at tage ansvar, så vil vore lidelser blive større, og dette vil igen fremtvinge ansvarlige handlinger.