|
Klimaaftale og internationalt
samarbejde
Aktuel kommentar v. Asger
Lorentsen d. 19.12.09
Mange er skuffede over den vage
og uforpligtende aftale eller
fælles udtalelse, der kom ud af
Klimatopmødet i København. Alle
mennesker, der har et engagement
i en bæredygtig fremtid med et
globalt samarbejde, føler med
rette, at års arbejde i utallige
komiteer og møder har båret
meget lidt frugt i de 2 uger i
København, hvor beslutningerne
skulle tages. Og de fattige
lande bebrejder med rette, at de
rige og industrialiserede lande
har demonstreret ringe vilje til
at kompensere de fattige lande,
selv om de som energi-frådsere
er hovedårsagen til at op mod en
milliard menneskers liv allerede
er eller inden for få årtier vil
blive alvorligt berørt af bl.a.
tørke i Afrika, kommende tørke i
Himalaya-regionen og
oversvømmelser i lavtliggende
lande.
De urealistiske forventninger
Spørgsmålet er, om der har været
urealistiske forventninger til,
hvor hurtigt et forpligtende
internationalt samarbejde om
klimaforandringer kan ske. Og
svaret er i virkeligheden
ligetil: Ja forventningerne var
urealistiske. Hvorfor må vi da
indstille os på en langsommere
omstilling til forpligtende
internationalt samarbejde af så
indgribende en karakter:
-
USA har en befolkning, som
traditionelt er stor
modstander af indgreb, der
kan begrænse den enkeltes
frihed – til bl.a. at køre
store biler og til at få
billig brændstof. Og USA tør
ikke tage den diskussion op,
at landet har en karmisk
forpligtelse til at udligne
klimapåvirkninger over for
ikke-industrialiserede
lande.
-
Kina vil respekteres som
ikke bare en stor økonomi,
men også – i kraft af sin 1.
stråle sjæl – som den
vigtigste kommende magt på
Jorden. Og Kina ønsker ingen
forpligtelser, der på nogen
måde tyder på at andre lande
bestemmer noget inden for
landets grænser.
-
De fleste olieproducerende
lande er ikke interesseret i
en global omstilling til et
oliefrit samfund.
-
Mange fattige lande kom til
København med det
hovedformål at benytte denne
lejlighed til at skælde ud
på og at presse de
industrialiserede lande.
-
Der er tydeligvis stadigt en
stor national egoisme, som
ikke kan forventes nedbrudt
eller afløst så hurtigt.
F.eks. var det tydeligt, at
de fleste taler fra de store
landes ledere i
plenarforsamlingen var mere
henvendt til hjemmepublikum
end til plenarforsamlingen.
En tidligere æras vogten på
hinanden og kamp for egne
interesser kan ikke så
hurtigt afløses af en bred
international bevidsthed.
-
FN har altid været og er
tydeligvis stadigt en alt
for langsom organisme til
store forandringer, så længe
der anvendes en model, der
vil have alle lande med. FN
er kun til den laveste
fællesnævner for
forandringer!
-
En omstilling til drastiske
reduktionsmål på kort sigt
er ikke økonomisk
realistisk, så længe de nye
teknologier ikke er
færdigudviklede. F.eks. kan
solpaneler om 10 år
sandsynligvis halveres i
pris i forhold til nu
kombineret med dobbelt
ydeevne. Dvs. at en
investering om 10 år
antageligt kan give 4 gange
så megen reduktion af
Co2-udslip som nu.
Konklusion: Der er ingen
at bebrejde for den vage aftale,
for vi er på denne klode kun i
begyndelsen til et større
internationalt samarbejde om et
nyt verdenssamfund. Dette
samarbejde må udvikle sig i en
organisk proces, hvor
involverede lande kan følge så
godt med, at de rent faktisk kan
implementere, hvad der vedtages.
Hvis der vedtages for ambitiøse
mål, vil landene alligevel ikke
leve op til dem. Det har vi set
ved Koyote-aftalen.
Vil Jordens overophedning da
løbe løbsk?
Alle de informationer/
inspirationer, som vi har fra
åndelige verdener, tyder på, at
vi ikke får en løbsk og
selvforstærkende varmeudvikling.
Dette skyldes især 3 forhold:
-
Cirka halvdelen af den
nuværende globale opvarmning
er ikke menneskeskabt. Den
skyldes kosmiske forhold,
som vi ikke har direkte
indflydelse på. Blandt disse
forhold spiller den
nuværende intensivering af
solindstrømningen, som er
led i hjertevækkelsen på
Jorden, den største rolle:
Åndelig varme skaber også
fysisk varme. Den stærkere
solindstrømning intensiveres
eller aftager efter andre
lovmæssigheder end den
menneskeskabte del, og den
er under guddommelig
kontrol.
-
Der er inkarneret overmåde
mange tekniske innovatorer
fra højere udviklede
planeter, som allerede er i
gang med at opfinde
fremtidens forurenings- og
Co2-frie teknologier.
Tempoet for at udfase olie
og kul bliver derved større
end de fleste lige nu
forestiller sig. Allerede i
2030-erne ventes de nye
teknologier at have taget
over i alle de største
felter.
-
Menneskeheden er ved at
udvikle sig til en ansvarlig
verdensdiscipel, der tager
ansvar for sine handlinger.
Hvis vi er for sene til at
tage ansvar, så vil vore
lidelser blive større, og
dette vil igen fremtvinge
ansvarlige handlinger.
Konklusion: Vor situation
med en svag start på en fælles
vilje til de nødvendige
omstillinger og ofre betyder
ikke en katastrofal udvikling
for hverken menneskeheden eller
Jorden. Men den betyder, at vi
som samlet rige vil få flere
lidelser, end hvis vi formår at
tage drastiske skridt allerede
nu. Disse lidelser vil modne os
til et tættere samarbejde og en
stærkere solidaritet. Denne
modenhed er igen et led i at
skabe et fundament for
menneskehedens
broder-søsterskab.
Den organiske proces
Dette klimatopmøde er ikke en
alt- eller intet-begivenhed, men
indledningen til en stadigt mere
intensiv proces. Måske er en vag
start det bedste der kunne ske,
for nu vil det internationale
samarbejde tage fart med flere
møder, flere
samarbejdsrelationer, mere
afpudsning og modning i forhold
til nationale kæpheste og mere
levende lystråde mellem
idealistiske mennesker,
bevægelser og regeringer verden
over. Det ville på det punkt
være et mindre optimalt
resultat, hvis så meget kom på
plads i København, at processen
mod international og global
bevidsthed gik i stå.
Da vekselvirkningen mellem
beslutninger, modenhed og
opfindelser under alle
omstændigheder vil sikre en
levedygtig og bæredygtig
fremtid, er det vigtigste
åndelige formål med de næste
årtiers klima-proces, at den
stimulerer retningen mod
skabelsen af den
verdensregering, som bl.a.
Martinus beskriver. I det
perspektiv er det optimale
scenarie en organisk og
kontinuerlig proces med at tage
klimaudfordringerne op. Dvs.
ikke et møde i 2009 og så igen i
f.eks. 2015, men en kontinuerlig
inddragelse af ekspertiser,
udvekslinger og beslutninger på
internationalt plan.
I en organisme er der dels
overordnede og underordnede
organer, og dels forskellige
ekspertiser og funktioner i
organerne. Derfor er det mest
naturligt, at visse lande og
regioner går forrest med
initiativer, ansvarlighed og
omstillinger. F.eks. behøver EU
ikke at tilpasse sig andre
regioners lavere målsætninger,
men kan finde samarbejdspartnere
til en hurtigere omstilling
m.h.t. både beslutninger og
teknologi.
Konklusion: Der er al mulig
grund til optimisme, men denne
optimisme må balanceres med
realisme, og en del af realismen
er at en langsom læreproces
medfører mere lidelse, som igen
giver mere ægthed og dybde i den
kollektive bevidsthed.
|